Den kinesiske økonomi og finanskrisen

I 2008 markeredes 30-års-jubilæet for begyndelsen på de økonomiske reformer i Kina, og samtidig bliver styrken af den kinesiske økonomi testet af den globale recession. Den stærke langvarige vækst har fordoblet Kinas økonomi knap hvert ottende år de sidste 30 år, og en stor del af den globale vækst de seneste år er kommet fra Kina. I en situation med global recession kunne en fortsat vækst i Kina derfor delvis understøtte den globale økonomi. Den kinesiske økonomis andel af den samlede verdensøkonomi, målt med markedsvalutakurserne, udgør dog i dag kun ca. 7 pct. mod 2,6 pct. i 1980. Til sammenligning udgør Danmark omkring 0,6 pct. og USA omkring 23 pct. af den samlede verdensøkonomi.
Den lange periode med høj vækst har, især i de seneste år, ført til teorier om en mulig "afkobling". Kina blev i første omgang ikke ramt særlig hårdt af den nuværende krise. Men i slutningen af 2008 blev den økonomiske situation forværret hurtigt og markant. Da der samtidig var tegn på en indenlandsk afmatning, reagerede myndighederne hurtigt med en massiv vækstpakke og pengepolitiske lempelser. Myndighedernes evne og vilje til at stimulere økonomien kombineret med den betydelige dynamik, der er i den kinesiske økonomi, betyder, at konjunkturerne i Kina formentligt vender tidligere end i de industrialiserede lande. På det mellemlange sigt er der dog en række strukturelle forhindringer for væksten, herunder afbalancering af væksten mod mere indenlandsk forbrug, og bedre udnyttelse af resurserne, herunder arbejdskraft og miljø, samt reformer af den finansielle sektor. Der er således et stykke vej, før den kinesiske økonomi bliver selvbærende.
KINAS ØKONOMI
Den årlige økonomiske vækst i Kina har de sidste 30 år været gennemsnitligt 10 pct. Samhandlen med udlandet er vokset endnu stærkere. På trods af meget høje investeringer har opsparingen været høj nok til at sikre markante overskud på betalingsbalancen. Det vidner om en dynamisk økonomi, som er blevet hurtigt integreret i verdensøkonomien, men også en økonomi med stigende ubalancer, hvor væksten er baseret på eksport og investeringer finansieret ved opsparing. Den økonomiske dynamik er resultatet af mange forhold: økonomiske reformer, stærke traditioner for foretagsomhed, åbning mod omverdenen og globalisering.
Mange af reformerne har fokuseret på industrialisering og omfattende privatiseringer, men myndighederne har bevaret kontrollen over nogle sektorer. Statsejede virksomheder skabte således i 1994 82 pct. af værdien i industrisektoren, mens dette tal i 2005 var faldet til 41 pct., ECB (2007). Samtidig blev arbejdsstyrken i de statsejede virksomheder skåret ned fra ca. 80 millioner til ca. 40 millioner gennem afskedigelser, Naughton (2007). Denne udvikling sammen med en gradvis øget adgang for udlændinge til at investere i Kina har ført til, at der er opstået tre meget forskelligartede sektorer: den private, den udenlandsk ejede og den statsejede, som tilsammen udgør ca. to tredjedele af BNP ¹. De statsejede virksomheder dominerer inputsektorerne (fx råvareudvinding, stål og petrokemi), netværkssektoren (fx transport, kommunikation og el) og banksektoren. De statsejede virksomheder har ikke altid et monopol og drives ofte ud fra et delvis kommercielt hensyn. Disse virksomheder har forholdsvis nem adgang til finansiering og er derfor stærkt repræsenterede i den kapitalintensive tunge industri. De private virksomheder er ofte mindre virksomheder inden for service, handel eller let industri. Disse har ikke den samme adgang til lånefinansiering, og derfor er produktionsvæksten i højere grad sket gennem øget beskæftigelse. Endelig er der den udenlandsk ejede sektor, som står bag over halvdelen af eksportproduktionen og 90 pct. af den højteknologiske eksport, jf. Dragomics (2008).
Samhandlen
Kina er i dag den tredjestørste eksportør på verdensmarkedet. Den kinesiske vækst beskrives derfor ofte som eksportdrevet, men nettoeksporten har kun bidraget væsentligt direkte til væksten siden 2005, jf. figur 1. Investeringer har umiddelbart været langt vigtigere, mens forbruget, på trods af pæne stigningstakter, ikke har kunnet følge med fremgangen i produktionen.

BIDRAG TIL VÆKST	Figur 1
Anm.: Vækstbidragene er beregnet i løbende priser og derefter skaleret ned til vækstraten i BNP i faste priser. Kilde: EcoWin og egne beregninger.

Globaliseringen har betydet, at Kina langt bedre har kunnet udnytte dets komparative fordel som et land rigt på arbejdskraft, men fattigt på råvarer. Råvarer kan i dag købes globalt og fragtes billigt til Kina for arbejdskraftintensiv forarbejdning. Den kinesiske rolle i den fortsat mere globaliserede verdenshandel har derfor til dels været rollen som verdens "fabrikshal", dvs. underkomponenter importeres, bliver samlet til det færdige produkt og reeksporteres. Importindholdet i eksporten er højt, og selv om eksportvirksomhedernes profitmarginer er steget, er de dog fortsat på et lavt niveau. Værdiskabelsen i Kina er derfor begrænset. Eksportsammensætningen udvikler sig væk fra de meget arbejdskraftintensive sektorer, som fx tekstiler og legetøjsfremstilling, til produkter, hvor der typisk er mere værdiskabelse, fx elektronik og maskiner, men Kinas primære bidrag til verdenshandlen er stadig billig arbejdskraft ², jf. Verdensbanken (2008) og Cui mfl. (2007). Da Kinas primære bidrag har været arbejdskraft, er der også skabt mange bedre aflønnede job i eksportsektoren i forhold til landbrugssektoren, og det har understøttet en meget hurtig urbanisering.
Teknologi- og videnoverførsel
Teknologi- og videnoverførsel har ofte gennem udenlandske direkte investeringer spillet en vigtig rolle for integrationen i verdensøkonomien og den økonomiske fremgang. Kina har siden 1992 modtaget mange direkte investeringer og modtager ca. en tredjedel af de samlede direkte investeringer fra de industrialiserede lande til de nye vækstøkonomier. Over en tredjedel af udenlandske direkte investeringer kommer fra Hongkong, Taiwan, Macau og off-shore finansielle centre, mens ca. 15 pct. kommer fra USA, Europa og Japan tilsammen, Naugthon (2007). Overskuddet på betalingsbalancen betyder, at Kina ikke længere har behov for udenlandsk finansiering, og i dag er motivet for, at myndighederne godkender direkte investeringer, i høj grad om de kan bidrage med ny teknologi eller viden. Også for de udenlandske virksomheder er motivet skiftet. Hvor det tidligere var motiver om at udnytte den billige arbejdskraft i Kina til at producere billigt og reeksportere til hjemlandet, er det i stigende grad et motiv om at producere til kinesiske aftagere: industrien, infrastrukturudbygningen eller den kinesiske middelklasse, der vokser hurtigt i antal og købedygtighed ³. Fra januar 2008 til januar 2009 er de direkte investeringer faldet godt 30 pct. Den negative effekt af et længerevarende fald i de direkte investeringer vil primært være mindre teknologioverførsel.
Kapitalmarkederne
Den finansielle sektor i Kina består primært af banksektoren, hvor de største banker er statsejede. Derfor har de statsejede produktionsvirksomheder som regel bedre og nemmere adgang til finansieringen end mindre, privatejede virksomheder. De statsejede virksomheder har efter 30 års reformer stadig væsentligt lavere afkast på deres kapital end private eller udenlandske virksomheder. Det finansielle system er således en af de strukturelle begrænsninger på væksten i Kina, fordi en mere effektiv udnyttelse af kapitalen kunne reducere investeringskvoten med 5 procentpoint uden produktionstab, jf. Dollar og Shang-Jin (2007). Selv om problemerne ved den finansielle sektor anerkendes af myndighederne, og der er gennemført liberaliseringer, er statsligt ejerskab en effektiv måde for staten at bevare en betydelig indflydelse på økonomiens udvikling.
Integrationen med de internationale kapitalmarkeder er ikke særlig fremskreden. Udenlandsk finansiering i form af banklån eller værdipapirer er meget begrænset. På aktivsiden holdes de fleste udenlandske aktiver af statsligt kontrollerede enheder eller af centralbanken ⁴, mens bankerne holder få udenlandske værdipapirer. Effekterne på den finansielle sektor af den globale finanskrise har som resultat heraf været meget begrænsede, hvilket givetvis styrkede afkoblingstesen frem til sommeren 2008, hvor finanskrisens effekt på den globale realøkonomi var mindre tydelig end i dag, se fx Keidel (2008). Ganske vist har det kinesiske aktiemarked også oplevet voldsomme fald siden 2007, men en række særlige forhold gør, at prisdannelsen ikke kan sidestilles eller direkte henføres til de faldende vestlige aktiemarkeder.
Ubalanceret vækst
Ofte karakteriseres Kinas vækst som ubalanceret, jf. fx Restall (2008), fordi den bygger på den "østasiatiske udviklingsmodel", hvor væksten er baseret på høje investeringer, endnu højere opsparing og eksport til industrilandene, især Europa og USA, jf. figur 2. Investeringskvoten på over 40 pct. af BNP er langt højere, end hvad man ser i andre udviklingslande, og også højere end hvad man så i Japan i begyndelsen af 1990'erne.

OPSPARING, INVESTERING OG FORBRUG	Figur 2
Anm.: Kvoterne er bruttokvoter. Det samlede forbrug, investeringer og opsparing i økonomien i forhold til BNP. Forskellen mellem opsparingskvote og investeringskvote svarer til overskuddet på betalingsbalancen som procent af BNP. Kilde: EcoWin og egne beregninger.

Eksportindtægterne bliver geninvesteret i industrilandene, hvor det giver grobund for kreditekspansion, yderligere forbrug og dermed yderligere eksport til industrilandene. Afhængigheden af eksporten gør økonomien sårbar over for nedgang i de industrialiserede lande, og det høje investeringsniveau giver en risiko for overinvesteringer, i den forstand at investeringer ikke giver det markedsmæssige eller samfundsmæssige afkast som den alternative anvendelse, fx sundhed og uddannelse, ville skabe. Samtidig går en stor del af investeringerne til opbygning af kapitalapparatet i eksportsektoren, og dermed øges afhængigheden af eksportudviklingen. Andre nye vækstøkonomier, fx Østeuropa, der også oplever økonomisk konvergens, har finansieret investeringerne ved kapitalimport og deraf følgende underskud på betalingsbalancen. I Kina betyder den høje opsparingstilbøjelighed, at den kraftige stigning i investeringerne er sket samtidig med, at overskuddet på betalingsbalancen har været stigende, især de seneste 5 år, og i 2007 var mere end 11 pct. af BNP.
Den stigende opsparingstilbøjelighed har især været drevet af virksomhederne og staten, mens husholdningssektorens opsparing har været høj, men stabil. Virksomhedernes øgede opsparingstilbøjelighed skyldes formentlig en årrække med høje profitter kombineret med en svagt udviklet finansiel sektor samt kreditrationering, hvorved virksomhederne ofte sparer op til investeringsprojekter i stedet for at lånefinansiere, jf. IMF (2005). Husholdningernes opsparing er forblevet omtrent konstant og har stabiliseret sig på et meget højt niveau omkring 25 pct. af disponibel indkomst, jf. IMF (2005), og det er således ikke husholdningssektoren, som har drevet det stigende betalingsbalanceoverskud. Husholdningernes høje opsparingstilbøjelighed skyldes, at det sociale sikkerhedsnet er grovmasket fx vedrørende pensions- og sundhedsydelser. Endvidere er det finansielle system mindre smidigt med hensyn til adgang til kredit af større indkøb, herunder boliger.
AFMATNINGEN AF DEN KINESISKE ØKONOMI
Fremgangen i den kinesiske økonomi vendte i 2008 med en hastighed og i et omfang, der ikke er set tidligere. I modsætning til de tidligere faser af finanskrisen er konjunkturerne i Kina siden efteråret aftaget parallelt med den globale økonomi, jf. figur 3, der er inde i sin værste recession i efterkrigstiden. Verdenshandlen er faldet kraftigt siden november, og det har også været tilfældet for den kinesiske udenrigshandel. Væksten i industriproduktionen falder kraftigt, og tilliden til fremtiden er formindsket markant. BNP-væksten i 4. kvartal 2008 blev på 6,8 pct. i forhold til samme periode sidste år. Det var det laveste siden 2001, og styrken af afmatningen maskeres noget af de høje vækstrater tidligere på året. Med de meget svage vækstrater i industriproduktionen, der udgør omkring halvdelen af den samlede produktion, er det meget muligt, at der var nulvækst fra 3. til 4. kvartal 2008. Så sent som i 2007 lå væksten på hele 13 pct. i forhold til året før. Hastigheden af afmatningen er kommet som en overraskelse for mange i det kinesiske samfund. Det har forrykket forventningsdannelsen betydeligt i et samfund, der har været præget af stærk dynamik. Stemningen de seneste år har i høj grad været præget af, at investeringsprojekter og produktionsordrer hellere skulle være færdige i dag end i morgen, da man i modsat fald gik glip af mulig indtjening. Sådan er det ikke mere. En vis forsigtighed har indfundet sig, og det kan trække i retning af, at en vending i konjunkturerne bliver mere afdæmpet.

EKSPORTVÆKST OG INDUSTRIPRODUKTION	Figur 3
Anm.: Den kinesiske eksportvækst er angivet i renminbi. For kinesisk eksportvækst og industriproduktion er anvendt 3 måneders glidende gennemsnit. Verdenshandlen er opgjort i mængder. Kilde: Eksportvækst og industriproduktion: EcoWin og egne beregninger, Verdenshandel: Netherlands Bureau for Economic Policy Analysis.

Som følge af den stærke produktivitetsvækst i Kina vil en vækstnedgang til 6-7 pct., som IMF og Verdensbanken skønner i 2009, formentlig kunne kategoriseres som en recession i kinesisk kontekst med de deraf følgende sociale omkostninger for befolkningen.
I den kinesiske offentlighed, især den statskontrollerede presse, har der på det seneste været meget fokus på udviklingen i arbejdsløsheden som følge af den bratte opbremsning i væksten. Den officielle statistik omfatter kun byerne og inddrager ikke migrantarbejdere, som ofte står forrest ved fyringer. Statistikken viste en marginal stigning i arbejdsløsheden fra 4 pct. i 2007 til 4,2 pct. i 2008, og myndighederne forventer en stigning til 4,6 pct. i 2009. Både det reelle niveau og stigningen er formodentlig væsentligt højere. Ifølge det kinesiske landbrugsministerium har 20 millioner af de 130 millioner migrantarbejdere mistet deres job det seneste halve år. En del af disse vil kunne finde arbejde på deres hjemegn, men en stor del vil blive ledige.
Investeringsvæksten er aftaget betydeligt, især i byggeriet, og de afledte effekter på den tunge industri, som i høj grad producerer til byggeriet, har været markante. Tegn på afmatning kunne tidligt ses fx i elforbruget, men det blev ofte kædet sammen med ønsket om blå himmel under de olympiske lege i august og de deraf betingede midlertidige lukninger af fabrikker i Nordkina.
Så sent som i sommeren 2008 var inflationen og eksportvæksten stadig meget høj, og risikoen for en overophedning af økonomien var påtrængende. Den økonomiske politik var derfor blevet strammet gennem en længere periode for at undgå overophedningen og den deraf følgende inflation. Kinas eksporterhverv er ramt af de svage internationale konjunkturer, men konjunkturnedgangen har således også en indenlandsk baggrund.
Økonomisk politik i Kina under krisen
Skiftet i den økonomiske politik har været hurtigt og markant. Frem til midten af 2008 var den overordnede økonomiske politik, som formuleret af Politbureauet, at sikre stabil vækst og samtidig begrænse inflationen. Det første tegn på et skift i den økonomiske politik kom, da den kinesiske centralbank i midten af september lempede pengepolitikken for første gang i mere end fem år efter at have strammet to gange i juni 2008. Bankernes reservekrav blev nedsat for at øge udlånene. Valutakursen, der styres af myndighederne, og siden 2005 løbende er styrket over for dollar, er blevet fastholdt på omtrent uændret niveau siden juli 2008.
Den årlige økonomiske konference, hvor den øverste ledelse planlægger den økonomiske politik, blev udskudt, og 8. november annonceredes en lempelse af den økonomiske politik på 4.000 mia.renminbi eller ca. 15 pct. af BNP over to år, jf. tabel 1. Regeringen forsøgte at genskabe tilliden til økonomien ved hurtigt at annoncere en stor pakke.

DEN ANNONCEREDE FINANSPOLITISKE PAKKE	Tabel 1
Område	Mia.renminbi
Infrastruktur (veje, jernbaner, lufthavne)	1.800
Genopbygning efter jordskælv	1.000
Infrastruktur til landsbyer	370
Miljø (fx vandforsyning)	350
Billige boliger	280
Teknologi og udvikling	160
Sundhed og uddannelse	40
I alt	4.000

Pakken er blevet kritiseret, fordi den er orienteret mod investeringer og infrastruktur. De kinesiske ledere har længe efterlyst en mere balanceret vækst med mere vægt på indenlandsk forbrug, både privat og offentligt i form af uddannelse og sundhed, og mere bæredygtighed i form af bedre resurseudnyttelse og mindre miljøbelastning. Kinas infrastruktur er blevet kraftigt forbedret de seneste 10 år, og behovene er ikke længere så klare. Øgede sundheds- og uddannelsesudgifter vil ud over den direkte virkning også kunne reducere husholdningers forsigtighedsmotiv til at spare op, og dermed også bidrage til en rebalancering af økonomien på langt sigt.
Det store fokus på infrastrukturinvesteringer i den finanspolitiske pakke skaber muligvis den største vækst- og beskæftigelsesmæssige effekt på kort sigt, jf. IMF (2009), men set i et lidt længere perspektiv er en adressering af de strukturelle problemer fortsat nødvendig for at øge den indenlandske efterspørgsel mere permanent og dermed gøre kinesisk økonomi mere modstandsdygtig over for fremtidige konjunkturcykler i industrilandene. Den kinesiske ledelse har meget fokus på at fastholde en høj vækst for at sikre job i forbindelse med afvandring fra lavproduktive job på landet til mere produktive job i byerne. Mange af de job, der skabes i byerne, er forholdsvis kapitalintensive, og der skal derfor en høj vækst til at skabe den nødvendige beskæftigelse.
UDSIGTER
Kina er ikke ubekendt med økonomisk nedgang. Den kinesiske økonomi var ramt af hårde tilbageslag i slutningen af 1980'erne og under den sydøstasiatiske krise i slutningen af 1990'erne. Krisen i slutningen af 1980'erne havde baggrund i et tosidet prissystem, hvor de fleste varer havde en kontrolleret pris og en markedspris med høj inflation, der udhulede befolkningens købekraft. Under krisen i Sydøstasien kæmpede Kina med en stor og ineffektiv statsejet industrisektor, som blev holdt kørende ved lånefinansiering fra de statsejede banker, hvor andelen af nødlidende lån steg til over 40 pct. og deraf efterfølgende statslig rekapitalisering af bankerne.
Kinas udgangspunkt er bedre end tidligere. Landet har ikke de samme strukturelle problemer som dengang. Bankernes udlån er i høj grad målrettet mod statslige virksomheder, hvilket mindsker risikoen for tab, og bankerne er i en position, hvor der er plads til at øge udlånene, hvilket også er et af elementerne i den økonomiske pakke. En effektivisering og privatisering af kapitalmarkederne vil dog på lidt længere sigt medføre betydelige effektiviseringsgevinster.
Selv om arbejdskraften stadig ikke frit kan bevæge sig mellem sektorer og regioner, er arbejdsmarkedet langt mere fleksibelt end tidligere. Der er stadig mange administrerede priser, især på energi og visse råvarer, men langt flere markeder er liberaliseret end tidligere. De faldende råvarepriser kombineret med en stigende fokus på bedre energiudnyttelse er også en strukturel forbedring for Kina. Disse grundlæggende forhold og myndighedernes vilje og kapacitet til at påvirke økonomien taler for, at konjunkturerne vender tidligere i Kina end i mange af de industrialiserede lande. De økonomiske udfordringer ligger måske mere på det mellemlange sigt, hvor det er nødvendigt at få et mere effektivt finansielt system og en bedre udnyttelse af investeringerne i kapitalapparatet og arbejdskraften for at kunne få en mere afbalanceret vækst med øget plads til en højere indenlandsk efterspørgsel.